Projektets anden fase er nu afsluttet, og arbejdet med framework og begreber har gjort retningen tydeligere. Nu handler det om at udvikle og teste en prototype, der kan gøre fremtidsdrevet innovation mere brugbar i praksis.
Efter et halvt år med research, interviews, feltarbejde og medskabelse er projektet om den fremtidsdrevne innovationsguide for medierne nu nået til et nyt sted. Fase 2 er afsluttet, og det betyder, at konceptet nu er blevet tydeligt nok til, at næste skridt giver mening: at bygge en prototype og begynde at teste den i praksis.
Meget af det, vi arbejder med i projektet, ligger i et felt, hvor mange organisationer stadig er ved at finde deres ben. Det gælder både fremtidsdrevet innovation som disciplin og de nye muligheder, der opstår, når innovationsarbejde i stigende grad bliver påvirket af AI, ikke bare som værktøj, men som en del af den infrastruktur, viden og hukommelse, organisationer arbejder med.
I den første fase handlede vores arbejde om at forstå, hvordan medierne i dag arbejder med innovation, hvor barriererne ligger, og hvorfor det ofte er så svært at skabe plads til de idéer, der peger længere frem. I anden fase har fokus været et andet. Her har vi sammen med de deltagende medier arbejdet med at udvikle og kvalificere selve frameworket: Hvad skal det kunne? Hvilke begreber er vigtige? Hvordan skal det forstås? Og måske vigtigst af alt, hvordan kan det blive relevant i en virkelig mediehverdag?
Som en del af fase 2 har vi derfor også arbejdet med begrebsafklaring. Projektet bevæger sig i et felt med mange nye tekniske og metodiske ord, og her er et fælles sprog i sig selv en vigtig del af løsningen. Hvis medier skal kunne arbejde mere systematisk med fremtidsdrevet innovation, kræver det også, at man kan tale mere præcist om det, man prøver at gøre. Derfor har vi arbejdet med at tydeliggøre, hvad vi mener med begreber som kontekstgraf, RAG, MCP og second brain. Hvad vil det sige, at noget er retrieval-optimeret? Hvad er tavs viden, og hvordan kan den i stigende grad gøres mere brugbar? Det er nogle af de spørgsmål, vi nu har forsøgt at skabe større klarhed om.
Noget af det mest interessante i fase 2 har samtidig været at teste, hvordan selve løsningen kunne fungere i en mediekontekst. Her arbejder vi med tanken om en slags innovationsassistent eller et struktureret videnslag, der kan hjælpe med at samle metoder, erfaringer, begreber og beslutningslogikker på en måde, som både mennesker og AI-systemer kan bringe i spil. Med andre ord: et forsøg på at gøre innovationsviden mere anvendelig, mere forbindelig og mere relevant i praksis.
Det er også her, det er blevet meget tydeligt, at medierne ikke står samme sted.
Der er stor forskel på, hvor modne organisationer er, både i deres tilgang til innovation og i deres brug af AI. Nogle organisationer er stadig i gang med at finde ud af, hvordan AI overhovedet giver mening i deres daglige arbejde. Andre er længere fremme og arbejder allerede med interne videnslag, mere strukturerede arbejdsprocesser og forskellige former for organisatorisk hukommelse eller second brain-strukturer. Det gør en stor forskel for, hvordan en løsning som denne bliver modtaget, og hvor meget værdi den kan skabe her og nu.
Besøg hos Fagbladet Folkeskolen. Fotos: Sofie Hvitved
I sin nuværende retning vil værktøjet sandsynligvis især være relevant for de dele af organisationen, som allerede arbejder mere bevidst med innovation, udvikling, AI eller intern vidensstruktur. Det kan være innovationsteams, udviklingsmiljøer eller afdelinger, der allerede er begyndt at opbygge deres egne former for second brain eller fælles videnslag. Det kræver nemlig en vis organisatorisk modenhed, før en sådan løsning for alvor kan slå rod og blive nyttig.
Det er en vigtig erkendelse. For hvis vi vil udvikle noget, der faktisk kan bruges, er vi også nødt til at være ærlige om, hvem det giver mest mening for i første omgang, og hvad der skal være på plads, før det kan skabe værdi bredere.
På den måde har fase 2 ikke kun handlet om at udvikle et framework. Den har også handlet om at blive klogere på målgruppen, på anvendelsen og på, hvilke dele af ambitionen der kan realiseres inden for projektets rammer, og hvilke der peger mod en større bevægelse i mediebranchen. For eksempel er tanken om en second brain-funktion eller et mere selvopdaterende læringsloop stadig noget, der ligger længere ude i horisonten. Men det betyder ikke, at den er mindre vigtig. Tværtimod er den med til at vise, hvilken retning arbejdet peger i, i takt med at workflows bliver mere AI-medierede, og organisationer i højere grad får behov for at kunne arbejde med viden som noget levende og forbundet.
Nu går projektet videre til fase 3, udvikling. Det er her, vi skal omsætte de begreber, logikker og valg, der er blevet tydeligere gennem fase 2, til en prototype, der kan prøves af. Det bliver næste store test: om det, der ser meningsfuldt ud i konceptform, også kan fungere som noget, der opleves som relevant og brugbart i praksis.
Det er også her, spørgsmålene bliver mere konkrete. Hvordan skal prototypen se ud? Hvilke funktioner er vigtigst? Hvor meget skal ligge i selve strukturen, og hvor meget skal ligge i måden, den bruges på? Hvad skal være fast, og hvad skal kunne tilpasses? Og hvordan sikrer man, at et værktøj om fremtidsdrevet innovation ikke bare bliver interessant at tale om, men faktisk bliver noget, der hjælper mennesker i organisationer med at handle anderledes?
Det er de spørgsmål, vi tager med os ind i den næste fase.
Ambitionen er stadig den samme som fra begyndelsen: at udvikle et open access værktøj, der kan styrke mediernes arbejde med fremtidsdrevet innovation i en tid, hvor både teknologier, forventninger, formater og organisatoriske logikker er i bevægelse. Men efter fase 2 står det også klarere, at relevans ikke opstår ved at gøre noget så generelt som muligt. Relevans opstår ved at forstå konteksten, tage forskellighederne alvorligt og udvikle noget, der passer ind dér, hvor arbejdet faktisk foregår.
Det er det, prototypefasen nu skal vise, om vi kan lykkes med.